Midlertidig lukning af biblioteket efter vandskade

Publiceret 29-06-2026

Vandskade holder biblioteket lukket. Frister forlænges, og der påløber ingen gebyrer for lånere.

Biblioteket er midlertidigt lukket som følge af en omfattende vandskade.

Vandskaden er opstået i stueetagen og har påvirket dele af voksenbibliotekets udlånsområde og kontorer samt trængt ned i kælderen, hvor både sal og magasin er berørt. Børnebiblioteket og bibliotekets udlånsskranker er ikke ramt.

Vandet er nu fjernet, og der er opsat affugtere for at begrænse følgerne af skaden. Et eksternt firma bistår med at vurdere omfanget og tilstanden af de berørte materialer og inventar.

Skaden er anmeldt til forsikringsselskabet, og kommunen afventer nu afklaring af den videre proces, herunder vurdering af bygningens sikkerhed, årsagen til skaden samt håndtering af vandskadede materialer.

Fokus er at sikre, at biblioteket kan åbne igen på en tryg og forsvarlig måde.

Biblioteket forventes at holde lukket resten af ugen. 
Lånere vil ikke blive opkrævet gebyrer som følge af lukningen. Afleveringsfrister og afhentningsfrister for reserverede materialer forlænges automatisk, og materialer kan afleveres, når biblioteket åbner igen.

Kommunen informerer løbende, når der er nyt om genåbning og eventuelle ændringer i bibliotekets drift.

Ved eventuelle spørgsmål, tag kontakt til kommunikationskonsulent Camilla Kjeldahl: camilla.kjeldahl@glostrup.dk