Aktiviteter, samvær og lokaler

Glostrup Kommune tilbyder en bred vifte af aktiviteter og arrangementer. Fælles for dem alle er, at du her kan mødes med andre til hyggeligt samvær. Under hvert enkelt tilbud, som du finder i menuen til venstre på denne side, kan du se, om der er et tilbud der passer dig. Enkelte af tilbuddene skal du visiteres til.

Aktivitetscentret på Sydvestvej er åbent for alle pensionister og efterlønnere i Glostrup Kommune, og der er mange spændende tilbud, der kun venter på dig. 

Her kan du lære noget nyt eller bruge det du allerede kan til at hjælpe og inspirere andre. Du kan møde andre ligestillede, købe en kop kaffe i cafeen, bruge PC og printer eller bare komme og læse dagens avis. 

I Aktivitetscentret er det i høj grad dig, der bestemmer. Har du interesse eller et talent, som du gerne vil dele med andre, så lad os høre fra dig. Vi vil gerne være behjælpelige med at skabe kontakt til ligestillede og få oprettet hold eller interessegrupper – evt. med dig som holdleder.  

Først i august udkommer årets aktivitetsprogram. Programmet indeholder en oversigt over centrets ugentlige aktivitets- og interessegrupper. F.eks. patchwork, pergamano, decoupage, syning, billard, whist, dart, engelsk, IT-vejledning, motion samt studiekredse.   Hver måned udgiver vi desuden et program om månedens arrangementer, såsom årets fester med musik og dans, sangeftermiddage, foredrag, udflugter, bankospil og lignende. 

Aktivitetscentret er åbent for alle pensionister og efterlønsmodtagere i Glostrup Kommune.
Centret er åbent hver dag kl. 8.30-16.00 / fredag kl. 8.30-14.00. 
Dog er der i sommerperioden (fra 3. juni - 2. september) åbent fra 8.30 - 13. 

Kik indenfor - du er altid velkommen! 

Du kan læse mere om aktivitetscentret på vores hjemmeside.

Seniorklubber er for beboere over 60 år i de enkelte boligafdelinger. Dog er Seniorklubben i Ejby åben for seniorer fra hele Glostrup.
 
Seniorklubberne har et varieret program med hyggelige sammenkomster, der giver dig mulighed for samvær med andre borgere tæt på din egen bopæl. Du kan kontakte den enkelte seniorklub for at få deres program.

Glostrup Kommune kan hjælpe med at oprette seniorklubber i boligområderne efter behov. Hvis du ønsker, at der bliver oprettet en klub i jeres boligområde, kan du  kontakte Center for Kultur, Idræt og Fritid på mail kultur@glostrup.dk eller på telefon 23 29 84 86.  

Se også listen over seniorforeninger

Se Glostrup Kommunes Pensionistunivers

Seniorklubber i Glostrup 

Seniorklubben i Ejby Klubhuset, Mosetoften 35
Kontaktperson: Ingrid Emunds
Tlf. 20 93 12 46 
Klubben er åben for alle seniorer i kommunen, der er fri entré.
 
Seniorklubben Kildegården
Fælleshuset Asylvej 13
Kontaktperson: Magdalene
Tlf. 24 83 02 80 
For beboere i ældreboligerne.
 
Seniorklubben Gyvelvej
Selskabslokalerne 
Kontaktperson: Lise-Lotte Kiær 
Tlf. 24 43 88 77
For beboere i ældreboligerne 
 
Vestergårdens seniorklub
Selskabslokalerne Vestergårdsvej 20
Spiller kort hver mandag 
For beboere i boligafdelingen.
 
Seniorklubben Lilliendalsvej 17
Selskabslokalerne i kælderen
Kontaktperson: Ulla Rasmussen
Tlf. 22 85 80 52
For beboere i ældreboligerne.

I Glostrup er der en række tilbud om aktiviteter og samvær, som er specifik målrettet borgere i Glostrup Boligselskab i Hvissinge samt i Vestervangkvarteret.

 

Glostrup Boligselskab i Hvissinge

Paraplyen i Hvissinge

I Paraplyen i Hvissinge finder du bl.a. aktiviteter som pigeklub, kreativt værksted, stavgang, strikkeklub, computerundervisning, og hyggeklub for førtidspensionister. Projektaktiviteterne baserer sig næsten udelukkende på frivillige, aktive beboere.  

Vestervangkvarteret

Kvarterhuset

Kvarterhuset på Stadionvej 83 har en række aktiviteter for beboere i Vestervangskvarteret (og andre). De tilbyder blandt andet morgenkaffe m. brød, middagsmad hver torsdag (kun for medlemmer), kortspil, banko den 2. søndag i måneden, systue og fremstilling af 3D kort. Åbningstider: Tirsdag kl. 10-13 og torsdag kl. 10-17.
Derudover er der af og til andre arrangementer som fx Sangaftener, grillfest og julefrokost.

Vil du virkelig booste samværet med andre, så kan du vælge en aktivitet i en eller flere af Glostrups mange foreninger. Her møder du masser af mennesker med samme interesser, som du selv har. Se liste over alle Glostrups foreninger her..

Foreningernes arbejde er baseret på frivillighed. Det kan du læse meget mere om under Frivillighed.

Hvad er Gåstrup

Gåstrup er Bevæg dig for Livet og Glostrup Kommunes samarbejde om at understøtte fællesskaber gennem gå-ture. I et gå-fællesskab mødes I en gruppe mennesker og går en tur sammen. Gå-fællesskaberne ledes og arrangeres af en frivillig Gå-Vært. 

Bliv Gå-Vært

Alle med interesse i fællesskab og gåture i det fri kan blive Gå-Vært og starte sit eget gå-fællesskab. Gå-Værten planlægger selv tid, sted, varighed og længde. Turene skal oprettes på et oversigtskort over gåture på Bevæg dig for Livet (mere om det herunder), og deltagerne inviteres via fx facebook eller et opslag i den lokale købmandsbutik. Det er Gå-Værten, der bestemmer kommunikationsformen.

Som Gå-Vært er du en af mange ambassadører for projektet Gåstrup. Du skal som minimum oprette dine gåture på et oversigtskort over gåture på Bevæg dig for Livet. Du kan også oprette begivenheder på Facebook, men det er ikke et krav. 

Gåturene skal være åbne for alle inden for det tema, du har valgt til din gåtur. Fx skal en gåtur for hundeluftere være åben for alle interesserede hundeluftere og ikke bare tre, du allerede kender.

Som Gå-Vært får du tøj med logo.
Skriv til Kultur for at få tøj med logo. Hvis du skulle opleve udfordringer af den ene eller anden art i forbindelse med dit værtskab, kan du ligeledes altid skrive til kultur@glostrup.dk

Det skal du gøre som Gå-Vært

Her kan du downloade Gåstrup flyer til dit Gå-Værtsskab

Gåstrup flyer til Gå-Værter jpg. Plakat til print. Udfyld den og hæng den op der, hvor du forventer dine deltagere ser den.

Alt hvad du skal vide for at oprette dit Gå-Fællesskab og tips og tricks til at rekruttere deltagere

Facebook 

Du kan bruge Facebook til at kommunikere med dine gå-fæller og reklamere for dine gåture. 

  • Du kan oprette din egen gruppe på Facebook, hvor du samler din gå-gruppe og informerer om dine gåture. 
  • Du kan oprette dine gåture som begivenheder. Din begivenhed skal også ligge på vores Gåstrup Facebookside Det kan du gøre på følgende måder: 
    1. Hvis du opretter begivenheden fra en Facebook-side (fx en foreningsside), skal du sætte Gåstrup på som medarrangør. Så havner begivenheden automatisk på vores Gåstrup Facebookside. 
    2. Hvis du er Gå-Vært i Gåstrup har du mulighed for at blive medadministrator på Gåstrup Facebookside. Således har du mulighed for at oprette din begivenhed manuelt på Gåstrup-siden. 

Kultur og Idræt i Glostrup Kommune hjælper dig i gang, hvis du har brug for teknisk assistance til Facebook.

Andre sociale medier 
Du kan bruge de medier, du ønsker og finder relevante for dit gå-fællesskab. Fx hvis du slår noget op på instagram, og du ved, at du kan finde dine gå-venner der. 

Hjemmesider

www.bevaegdigforlivet.dk/gang 
www.kultunaut.dk

Kultunaut
Opret din gåtur som begivenhed på www.kultunaut.dk Din gåtur kommer med i arrangementskalenderen og i Folkebladets Det Sker. Det vil også blive vist på forsiden på www.glostrup.dk 
Klik på: Indtast event, opret en bruger eller log ind og følg guiden.

Andre måder at annoncere på
Du kan måske finde dine gå-venner ved at sætte et opslag op i den lokale dagligvarebutik eller ved at dele flyers ud. Det er helt op til dig. 

Facebook
Side: Gåstrup – Glostrup Gå-fællesskaber 
Gruppe: Gruppe for Gåstrup Gå-værter  

Kontakt: Center for Kultur, Idræt og Fritid: kultur@glostrup.dk  

Deltag i gå-fællesskab

På Gåstrups Facebook-side finder du alle gåturene oprettet  under begivenheder. Nogle ture vil også ligge på et  oversigtskort over gåture på Bevæg dig for Livet .Mange gå-værter gør også reklame for deres ture ved opslag i boligforeninger, supermarkeder og lignende. Du er også velkommen til at tage kontakt til Kultur på kultur@glostrup.dk eller på tlf.: 23 29 84 86 for at høre mere om de forskellige gå-fællesskaber.

Gåstrup på Facebook

Find Gåstrup på Facebook her: www.facebook.com/gaastrup

Veterankoordinator 

Glostrup Kommunes veterankoordinator, John Sværke, skal sikre, at alle veteraner og deres pårørende, har mulighed for at få støtte, hjælp og rådgivning i Glostrup. Hvis du er veteran eller pårørende, og du har brug for vejledning, kan du kontakte ham på mail: veterankoordinator@glostrup.dk

Veterancafé

Veterancaféen er samlingspunkt for både veteraner og deres pårørende, som hver torsdag kan mødes under afslappede forhold og hygge over en kop kaffe og skiftende aktiviteter. 

Veterancaféen har åbent torsdage fra kl. 19 i Solkrogen, Aktivitetscentret, Sydvestvej 12, 2600 Glostrup.

Facebookgruppe

Er du veteran eller pårørende og bor i Glostrup kan du melde dig ind i Facebookgruppen Veteraner i Glostrup. Her kan du møde andre veteraner og pårørende fra Glostrup.

På siden Veterankoordinator Glostrup kan du følge med i, hvad der sker på veteranområdet generelt og i Glostrup.

Veteranpolitik

Glostrup Kommunes Veteranpolitik skal sikre, at veteraner, der hjemvender til Glostrup fra international tjeneste, får den fortjente anerkendelse. Politikken skal samtidig sikre den bedst mulige støtte til hjemvendte veteraner med udfordringer eller med virkelyst til at deltage aktivt i lokalsamfundet.

Formålet med veteranpolitikken er:

  • at anerkende den særlige indsats, veteraner har ydet for Danmark. 
  • at sikre, at der ydes målrettet støtte til de veteraner, som er særligt udfordret efter udsendelse. 
  • at understøtte veteraner og pårørendes mulighed for at engagere sig i lokalsamfundet.

Læs hele Glostrup Kommunes Veteranpolitik her

Pulje til støtte af veteranformål 

Glostrup Kommunalbestyrelse har afsat en pulje til støtte af veteranformål.

Der kan søges om tilskud til arrangementer, der lever op til følgende kriterier:

1) Arrangementet er udelukkende eller i langt overvejende grad målrettet veteraner med bopæl i Glostrup Kommune.
2) Arrangementet vurderes at udgøre et positivt bidrag til de deltagende veteraners almindelige situation

Hvis punkt (1) ikke er opfyldt, kan der ydes et forholdsmæssigt tilskud til enkelte Glostrup-veteraners deltagelse i andre arrangementer.

Hent et ansøgningsskema. 

Det udfyldte ansøgningsskema med eventuelle bilag indsendes pr. sikker-mail til: Sikker.hr.politik@glostrup.dk

Klub Soltoften er et samværs- og aktivitetstilbud for borgere med nedsat psykisk funktionsevne. Klubben tilbyder dig muligheder for at indgå i sociale sammenhænge, danne netværk og deltage i aktiviteter.

 
Klubben holder til på Christiansvej 3 (overfor fritidscentret), og har åbent hver tirsdag mellem klokken 16 og 21. 
 
 
Aktiviteter planlægges sammen med brugerne
Aktiviteterne bliver planlagt for 2 måneder af gangen. Planlægningen foregår i et samarbejde mellem os og jer. 
Aktiviteterne kan foregå i klubbens egne lokaler eller `ude af huset´.

 

Klubben har en Facebook gruppe
Gennem en lukket Facebook gruppe, kan du som bruger få informationer fra klubben og se den gældende aktivitetsplan. Facebook gruppen giver dig også mulighed for at være i kontakt med klubben og de andre brugere uden for klubbens åbningstid.  

 

Vær med hos Klub Soltoften
Lyder Klub Soltoften som et sted for dig, skal du kontakte Center for Handicap, Psykiatri og Misbrug. De finder ud af om Klub Soltoften er det rigtige tilbud for dig ud fra en konkret vurdering af dine behov. 

 

Lovgivning og svarfrist
Klub Soltoften er et tilbud efter Servicelovens § 104 om Aktivitets- og samværstilbud, og sagsbehandlingsfristen er 3 måneder.

Leragergård 

UDLEJNINGEN AF LERAGERGÅRD SLUTTER 20.12.2024

Virksomheder, private og foreninger, der ikke er godkendt til at låne lokaler kan leje Leragergård hos Glostrup Ejendomme. Skriv til glostrup.ejendomme@glostrup.dk

Leje i weekenderne er fra fredag kl. 12:00 til søndag kl. 16:00. For privatpersoner koster det i 2024 kr. 5882,00 + depositum kr. 1173,00. Indeholdt i beløbet er et reservationsgebyr på 1.000 kr., som skal betales ved reservationen. Senest 4 uger før lejeperiodens begyndelse modtager du en faktura på det resterende beløb samt lidt info og regler om at leje Leragergård.

For foreninger, som gerne vil benytte sig af Leragergård I hverdage til et arrangement med adgang til køkken, koster det i 2024 kr. 1046,00 + depositum kr. 1173,00. Hele beløbet betales ved reservation.

Bemærk, at taksten for at leje Leragergård, bliver fremskrevet hvert år.

 

Nyttig info:

Billeder og plantegning af Leragergård kan du se her.

Reglement for benyttelse af Leragergård kan du se her.

 

Fremvisning af Leragergård foregår på følgende tirsdage fra kl. 14.30 - 15.00:

  • 21. maj 2024
  • 18. juni 2024
  • 16. juli 2024
  • 27. august 2024
  • 24. september 2024
  • 22. oktober 2024
  • 26. november 2024

 

Tilmeld dig via mail til glostrup.ejendomme@glostrup.dk 

 

Er der spørgsmål til fremvisningen skal der skrives pr. mail til glostrup.ejendomme@glostrup.dk senest dagen før fremvisningen.

Adresse: Vældegårdsvej 30, 2600 Glostrup

 

Sundhedsstyrelsens regler vedr. COVID-19 skal overholdes, fx antal personer samlet og afstand til hinanden.  

Lokalet er godkendt til 60 personer. Service og øvrigt er der til 60 personer. Bordene i lokalet måler 183,5 x 83,5.

Åbningstider: Leragergård kan bookes i tidsrummet 07.00-23.00 på alle dage.

Afhentning og aflevering af nøgler sker i receptionen på Glostrup Rådhus.

 

Restauranten på Glostrup Idrætsanlæg

Virksomheder, private og foreninger, der ikke er godkendt til at låne lokaler kan leje den gamle restauration Restauranten i Glostrup Idrætspark, Stadionvej 80. Se mere og book her under: Udlejning til private og virksomheder.

 

Mødelokaler

Godkendte foreninger kan låne mødelokaler. Klik her og se hvordan.

Virksomheder, private og foreninger, der ikke er godkendt til at låne lokaler kan leje mødelokaler. Se mere og book her under: Udlejning til private og virksomheder